Olivenolie

Brød med soltørrede tomater og oliven

Fordelen ved, at bage brød med surdej er, at man med den lange hævetid ofte får friskbagt om morgenen.

Jeg er ikke smagsforskrækket om morgenen, tvært imod, der må godt være lidt power på smagsindtrykkene og her gør dette brød sig yderst godt.

Grunddej

1 dl surdej

5 dl lunkent vand

1 spsk salt

1 spsk olivenolie

100 g rugmel

100 g grahamsmel

300 g hvedemel

Ælt blandingen på maskine til denne har en lækker, blød og smidig konsistens. En ske fra dejen tilsættes surdejen, herefter blander du de øvrige ingredienser i.

ca. 100 g oliven uden sten – jeg bruger igen solmodne oliven fra min yndlingsgrønthandler Kloster frugt og grønt i Klostergade i Aarhus, disse kan med meget stor sandsynlighed findes andre steder også. Da disse oliven er med sten, har jeg blot smuttet stenen ud enkeltvis.

Ca 50 g soltørrede tomater

 

 

 

 

 

Ingredienserne røres i og æltes 5 minutter på maskinen. Herefter fordeles dejen i forme, hvis ikke man bager i forme, lader man blot dejen hæve i skålen. Dæk forme eller skål med bagepapir og viskestykke og lad hæve i 12-18 timer.

Forvarm ovnen til 200 gr og bag til boller eller brød lyder hule, når man banker på bagsiden. Lad brødet køle af og nyd så som det er, eller med ost, eller andet pålæg.

Katrine

Pizza pizza pizza

Alle elsker pizza, eller… jeg har i hvert fald personligt ikke hørt om nogen, der ikke kan lide det. Jeg laver altid dejen grov og varierer meget med fyldet, men en sikker vinder er grønthandlerens solmodne oliven, der simpelthen smager skønt når de gør sig på en varm pizza.

Pizza dej (giver 3 tynde bunde i bageplade størrelse)

50 g gær

4 dl vand

2 tsk salt

2 spsk olie

300 g grahamsmel

100 g rugmel

200 g hvedemel

Opløs gær i vandet, tilsæt salt og olie. Tilsæt alle meltyper og ælt tilsidst til dejen bliver smidig og glat.

Fyld din pizza som du vil, med alle dine yndlings ingredienser og krydderier.

Den med squash

Uhmn, pizzadej smurt i olie rørt op med salt, peber og hvidløg, drysset med mozzarella og beklædt med tynde skiver squash, disse også smurt i olieblandingen.

Bages til den er gylden og sprød, drysses med parmesan og mandler.

Den med tomat

Pizzabund tilføjet tomatsovs, mozzarella og oliven. Når pizzaen er færdig drysses den med frisk rucola, skiver af tomat og frisk basilikum.

Den krydrede

Pizzadej med tomatsovs, mozzarella, tyrkisk pølse købt ved grønthandler, oliven og kylling tilberedt som denne.

Velbekomme.

Katrine

Humus

Jeg har for første gang nogensinde kastet mig over at lave humus. Jeg var kæk og satte 900 g kikærter i blød, det har resulteret i, at jeg har måttet finde plads i fryseren til udblødte ærter, lave STOR portion humus og eksperimentere med brugen af kikærter i diverse retter.

Tørrede kikærter hæver til ca. dobbelt størrelse og vægt. Hæld den ønskede mængde kikærter i en skål, hæld derefter ca. 4 gange så meget vand over. Lad ærterne hvilke i vandet på køl i mindst 10 timer, skift evt. vandet undervejs.

Kog kikærterne i ca. 45 minutter. Køl ærterne af og du er klar.

Humus (stor portion)

800 g udblødte og kogte kikærter

2 spsk olie

2 spsk paprika

5 fed hvidløg

1 dl vand

salt og peber

Blandingen hældes i blender/hakker og laves til en fin puré. Man kan selv vurdere, om man vil have sin humus grov eller fin og tilsætte mere vand, hvis man ønsker konsistensen mere tynd og cremet. Denne humus er ret tyk.

Server med grøntsagsstænger og lækkert brød.

Katrine

 

 

Forårsruller uden friturestegning

Med inspiration fra bogen Wok fra PP forlag har jeg i dag forsøgt mig med forårsruller. Da jeg forsøger at spise sundt, fandt jeg det ikke helt på sin plads at friturestege, som opskriften ellers lyder på. I stedet har jeg forsøgt mig med bagning i ovn, resultatet blev ok, smagen var i den grad til stede og de blev sprøde og lækre, men manglede ligesom det sidste pift. Laver du dem selv, og er du ikke bange for friture, så giv mig endelig et fif om resultatet.

Dej (opskrift direkte fra bog)

250 g fuldkornsmel (jeg brugte 150 g grahamsmel og 100 g rugmel)

1,5 dl lunkent vand

1 tsk salt

Ingredienserne blandes og æltes til en smidig dej, da mine ikke skulle frituresteges tilsatte jeg ca 1 spsk olie. Lad dejen hvile køligt i 2 timer, herefter rulles den tyndt ud på et melstrøet bord og deles i 8 lige store stykker.

Fyld, man kan variere fyldet som man vil, med smag, mængde og ingredienser. Jeg synes i virkeligheden, at denne portion fyld er en smule for lille, men det var lige, hvad der var tilbage efter aftenens anden ret Lækker wok med kylling. Tilsæt evt selv mere, der er soya og smag nok til at give smag til flere grøntsager.

3 gulerødder

1 porre

1 rød snackpeber

3 fed hvidløg

80 g champignon

3 spsk soya

1 spsk karry

1 tsk stødt ingefær

1 æggehvide til pensling

olivenolie

Svits alle grøntsagerne i en wok, tilsæt soya, ingefær og karry, lad retten simre til soyaen er trukket ind i grønsagerne.

Fordel grøntsagsblandingen på de 8 udrullede dejstykker, fold enderne op om fyldet og rul. Når forårsrullerne er klar lægges de i et smurt ovnfast fad, herefter pensles de med æggehvide og dryppes med olie. Bages ved 200 g i ca. 15 minutter.

Katrine